A.M. Helger

IMG 0449.JPG
IMG 0444.JPG
IMG 0446.JPG


IMG 0445.JPG

De store kjoler er blevet et af Helgers kendetegn

Alle fotos: Emil Andresen

Ordekvilibristen Anne Marie Helger lod den verbale pisk svinge over magtsyge mennesker, der lader normalitetens spændetrøje presse ned over alt og alle. En af hendes yndlingsaversioner lyder til at være folketingspolitikerne i Blinde- og Døveinstituttet, som hun kalder Christiansborg.

Vel er Anne Marie Helger ikke uddannet som noget som helst, men til gengæld er hun autointakt, som hun forklarede det til publikum ved aftenskolen Amandas arrangement onsdag aften.

Cirka 70 havde fundet vej til Drigstrup Sognegård, og det erklærede aftenskolens leder Ellen Hansen sig godt tilfreds med. Tilfreds var Anne Marie Helger også med forholdene i sognegården, hvor hun beundrede den lille scene, der bragte hende mindelser om skolekomedierne i gamle dage.

Scenen var lille og kjolen var stor, som Anne Marie Helger ynder det. Cirka 30 gigantiske rober er hun indehaver af, og mon ikke hendes mand Jeppe er glad for, at de for en tid er udstillet på Børglum Kloster. Det må kræve sin garderobe at få plads til det hele.

Ægteparret Helgers milepæl

Jeppe var taget med til Drigstrup. For det første spiller han på klarinet, og han kunne passende akkompagnere sin kone under de sangnumre, som hun og publikum diverterede med undervejs. Samtidig rundede ægteparret faktisk en lille milepæl på denne onsdag. 31 år og ni måneder er der gået, siden de to mødtes. Det skulle markeres ved en fælles optræden i Drigstrup.

Anne Marie Helger lægger ikke skjul på, hvor hun står politisk. Hjertet banker for de svageste i samfundet, og blodet koger mod de stærke, når de misbruger deres magt. Folkeingentinget fik svirp med pisken. Anders Fogh og hans politik er ikke husket for det gode. Kertemindes borgmester måtte høre for sine rådhusplaner.

Til gengæld fik flygtninge og sindslidende nogle kærlige ord med på vejen. Alle de tilstedeværende har garanteret vidst, hvad de kunne forvente, og ingen blev forargede. Der blev da heller ikke tale om et fraløbsstykke som det, Anne Marie Helger oplevede i Gladsaxe for nogle år siden, hvor en DF-politiker blev så harm, at han rasende forlod salen. Dengang fik publikum tilbud om at få pengene tilbage. Det var der mange, der fik – også flere end der egentlig havde været for at overvære forestillingen.

Onsdag aften var der snarere tale om et tilløbsstykke, selv om aftenskolen Amanda nok gerne havde set en helt fyldt sal.

Som nævnt erklærede skoleleder Ellen Hansen sig tilfreds med fremmødet, og glad er hun ikke mindst for den interesse, mange har vist skolen på baggrund af arrangementet. De fleste havde nok gerne set og hørt endnu mere Helger. Kun en time blev det til og så nåede hun endda at besvare et par spørgsmål fra salen. Lidt aftenskole skulle det jo være. Hvor gammel er du egentlig?, lød et spørgsmål. Og Anne Marie Helger kunne fortælle, at hun næste gang runder de 70. Førstegangsdøende og præterminal ,kaldte hun sig selv.

Og da spørgeren kommenterede, at ”du holder dig godt”, så lød svaret prompte, at det er da, fordi du ikke har set mig tæt på. Beredvilligt løftede Helger op i den store kjole, så alle kunne beundre, hvordan åreknuderne tegner finurlige mønstre på hendes ben.

Publikum kvitterede stående for en underholdende forestilling. Det var kort, men godt!

Kim Jørstad

© Aftenskolen Amanda