Charlotte Bøving i Marslev


Halvandet hundrede mennesker, fleste kvinder, fik nogle fornøjelige timer på Østfyns Produktionsskole torsdag den 28. februar, da Amandaskolen havde arrangeret foredrag med lægen Charlotte Bøving, kendt fra DR TV’s ‘Lægen Flytter ind’ og en stribe andre tv-programmer.

Et af Charlotte Bøvings gode råd til personer, der måske ikke er specielt mobile er at øve sig i at stå på et ben. Når du snakker i telefon, når du ser fjernsyn, eller hvornår du ellers kan få lejlighed til det. Evnen til at stå på et ben fortæller noget om en god balance eller manglen på samme, og dermed om hvor god man er til ikke at falde og komme til skade.

Rigtig mange hyggede sig med Charlotte Bøvings foredrag. Foto: KJ

Charlotte Bøving lagde ikke fingrene imellem i sine angreb på de dårlige vaner, der er skyld i mange dårlige liv – rygning, alkohol og overvægt.

Mange, mange gode eksempler på mænd, der havde sagt farvel til bildæk og rødvinspatter ved at spise lidt sundere, drikke lidt mindre og motionere en del mere.

En læresætning, der er nem at huske

Det hele blev sagt med et smil og et blink i øjet, som selv dem der sad længst væk sagtens kunne fornemme.

En læresætning som ”Det er lettere at lukke munden end at lette røven” er fx til at huske for de fleste i kampen mod dellerne, som på den ene side kan kæmpes ved at spise lidt mindre, og på den anden side ved at bevæge sig noget mere. Eller begge dele, hvilket bestemt er anbefalelsesværdigt.

Charlotte Bøving fortalte med en masse humor og var bestemt ikke bleg for at bruge sig selv, ligesom hun på tv har været hudløst åbenhjertig om en opvækst med en far, der var psykopat.

I sundhedsdelen af sit foredrag torsdag aften lagde hun som nævnt stor vægt på livsstil, kostvaner og motionsvaner. Hun har selv dyrket en masse sport og så med hensyn til livvidde bestemt ikke ud til at overspise. Alligevel er hun blevet alvorligt syg, og hun kæmper nu på tredje år med en kræftsygdom. Den side af sit liv bruge hun til at sætte fokus på, at vi alle hare en udløbsdato, og at det, der kan forlænge livet ofte er en kombination af god fysik og god livsindstilling.

Succes for alle involverede

Foredragsarrangementet var en stor succes for alle involverede – Charlotte Bøving, Amandaskolen, der arrangerede, og for Østfyn Produktionsskolen, der stod for al det praktiske. Amandaskolen oplevede det positive, at de første 125 billetter til foredraget forsvandt som dug for solen. Antallet blev hævet til 150, og også de sidste 25 blev solgt. Måske var der endda lidt flere end 150 med til foredraget. Det gode billetsalg betyder, at Amandaskolen fik et overskud, som går ubeskåret til de mange betydningsfulde aktiviteter i dag- og aftenskolen, der henvender sig til personer i Kerteminde Kommune, der har en fysisk eller psykisk vanskelighed .

Køen var til tider lang for at købe Bøvings bog med dedikation. Foto: Kj

Charlotte Bøving høstede stort bifald og fik efter alt at dømme endnu flere fans i løbet af aftenen. I tilgift fik hun solgt en masse eksemplarer af sin bog ”Jeg lever med en udløbsdato”, som egentlig først udkommer til maj, men som allerede er trykt i et meget højt oplagstal efter danske forhold.

Seks stjerner til Østfyns Produktionsskole

Endelig er der god grund til at nævne, at de dygtige elever fra Østfyn produktionsskole var fantastisk gode som værter for arrangementet.

– Hvor er de søde de unge, sagde en kvinde blandt publikum. – Tænk, der var en ung mand, der af sig selv spurgte, om ikke han skulle hjælpe mig hen til bordet med to kopper kaffe og en tallerken med småkager. Og så sagde han, at jeg skulle have en rigtig god aften.

I det hele taget klarede de unge elever arrangementet til seks stjerner. Bordene var flot pyntet. Betjeningen var hurtig, venlig og meget serviceminded, meget tyder på at det er en god skole de går på.

Kim Jørstad

 

© Aftenskolen Amanda