Omtale


Gode udsigter for nyt projekt i Aftenskolen Amanda

Fra Kjerteminde Netavis d.11.maj 2020

Kim Jørstad

Det gamle kolonihavehus Bella Vista bliver fjernet og erstattet af et nyt, der skal tjene som samlingssted for aftenskolens elever. Foto: Ellen Hansen

Aftenskolen Amanda har ikke lagt kreativiteten på hylden i en coronatid. Helt aktuelt springer skolen ud med et nyt socialt projekt, kaldet Projekt Bella Vista.

I et hjørne af Havelejerforeningen Byfogedløkken i Kertemindes nordlige udkant har der været ekstra travlt i denne weekend. Frivillige med tilknytning til Aftenskolen Amanda har arbejdet ihærdigt med at rydde en kolonihavegrund, der var groet meget til, og også med at fjerne et stort skrummel af et kolonihavehus, der havde set bedre dage.


Aftenskolen Amanda henvender sig til alle med generelle indlæringsvanskeligheder, fysiske eller psykiske udfordringer med undervisningstilbud i fx guitar, hækling, maling, it mm. Samtidig lægger aftenskolen stor vægt på at tilbyde sociale aktiviteter til sin målgruppe, der typisk ikke har særligt stærke sociale netværk.

Cafe Amanda, der har holdt til i Mødestedet i Kerteminde er et eksempel på skolens sociale aktiviteter, der ofte samler 17-18 deltagere. De kommer for at hygge sig sammen, og de gøre det, fordi de har lyst til det, og ikke blot fordi de bliver henvist eller visiteret til det.

– Ud af den blå luft opstod pludselig et nyt projekt, siger skoleleder Ellen Hansen. – Vi fik mulighed for at købe en kolonihave, og her vil vi sætte gang i en masse aktiviteter, dels med at dyrke grønsager og frugt i haven dels med at have hyggelige sammenkomster i det hus, vi får opført på grunden.

– Vi ønsker at ”Bella Vista” skal være et sted hvor medlemmerne kan ”dyrke og styrke” de gode relationer, opsøge fællesskabet, og se grønsagerne og livskvaliteten ”spire og gro”!, siger Ellen Hansen.

Det hus, der lå på aftenskolens grund hed Bella Vista, Gode udsigter, og det er selvfølgelig også titlen på det nye projekt, der forhåbentlig har gode udsigter i mere end en forstand.

Projekt Bella Vista bliver en økonomisk kraftanstrengelse for den lille aftenskole. Derfor håber og tror Ellen Hansen meget på den støtte, der ligger i, at Langegades Bager i Kerteminde har sagt ja til at hjælpe ved at sælge aktier i Projekt Bella Vista til 100 kroner stykket. Med købet af en aktie følger et brød hos bageren.

Aktiesalget er ikke begyndt endnu, men i samarbejde med Langegades Bager arbejder aftenskolen på at få dette på skinner meget hurtigt. 



Fra Kjerteminde Netavis d.15.sept.2019

Kim Jørstad

Amanda må nu flytte fra mødestedet og åbner ny Højskolecafe I aktivhuset, som starter tirsdag den 1. oktober. 

Aftenskolen Amandas leder, Ellen Hansen, starter ny aktivitet på trods af nej fra Folkeoplysningsudvalget

Mennesker med fysiske og psykiske udfordringer skal have et sted, hvor man ikke absolut skal være visiteret til at komme. Et sted, hvor man kan møde nye mennesker, lære noget nyt, synge og hygge sig over en kop kaffe.

Det lyder som lidt højskole, og det er lige præcis den ide, lederen af Aftenskolen Amanda, Ellen Hansen, gerne vil bruge.

Hun havde søgt Folkeoplysningsudvalget om en støtte på 11.400 kr. Hovedsageligt til aflønning af medarbejdere. Det blev til et nej.
–  Min tanke var, at jeg ville starte både i Kerteminde, Munkebo og Langeskov, men nu bliver det kun i Kerteminde til at starte med, siger hun.

Pengene tager hun fra den ramme, hun har til sin aftenskole, som er på omkring 150.000 kr. i 2019.

Aftenskolen Amanda har været en af de meget tilfredse brugere af Mødestedet, som lukkes ned 1. oktober.
– Jeg er så ulykkelig over, at det nu skal jævnes med jorden.

Til gengæld er hun meget glad for, at hun har fået mulighed for at starte sin nye højskolecafé i havestuen i Aktivhuset. Det bliver hver tirsdag fra kl. 9.00-10.30. Og det går allerede i gang næste tirsdag den 1. oktober.

Hun har ingen ide om, hvor mange, der tropper op, men alle aftenskolens elever har fået besked om det nye tiltag. Andre er også velkomne.
– Jeg er jo musiklærer, så vi lægger ud med at tale om Kim Larsen og synge nogle af hans sange. Og fremtidige arrangementer vil også både starte og slutte med sang. Det er meningen, at der hver gang skal være et tema, f.eks. et foredrag, hvor man så bagefter taler om det, siger Ellen Hansen.

Aftenskolen har 100 elever på årsbasis, og der er en lærergruppe på fem. Ideen bag cafeen er, at man kan komme uden at være visiteret. Man kan komme bare fordi, man har lyst og måske får en chance for at møde ligestillede, man kan få en nærmere tilknytning til.
Det skal koste et eller andet at deltage, men det er ikke fastlagt endnu.

Lukning markeres med åbent hus
Lukningen af mødestedet markerer Aftenskolen Amanda med en reception på fredag fra kl. 15.00-17.00. Der holdes åbent hus, hvor alle interesserede kan komme og se, hvad aftenskolen beskæftiger sig med og få en snak med elever og medarbejdere.

Aftenskolen tilbyder undervisning i: kreativ syning, E-sport, hækling, EDB, guitar, tegning og maling, pileflet og har også en Kreativ netværks cafe hver onsdag i Aktivhuset.

– Mødestedet og Aktivhuset er gode steder for vores elever. Her går de ind ad døren og er til stede med det samme. Det er lidt sværere på Fjorden, hvor man godt kan fare lidt vild. Vi er nødt til at flytte et af vores hold derud. Men heldigvis kan vi stadig have aktiviteter i Aktivhuset og på  Kerteminde Skole, siger Ellen Hansen.

Hovedoverskriften for skolens nye tiltag, som hedder God Morgen Kerteminde er, at man ofte ser mennesker blomstre op, når de bliver en del af meningsfyldte fællesskaber.
– Og det er sådan et fællesskab, vi ønsker at sige godmorgen til alle i, slutter Ellen Hansen

© Aftenskolen Amanda